hammerum-herred.dk
Navigation
Gæster
Forside
Kirkebøger
Batch-Numre
Andre nævnelser
Skifter
Tingbøger
Fast ejendom
Lægdsruller
Familiestof
FS / AO / Wiberg
Kommunalstof
Andre kopier
Slægtstavler
Borris Seminarium
Andre afskrifter
Skat
Artikler
Fotoalbum
Gravsten
Links
Bøger
Søg
Søg i debatforum
Slægtsbøger
Forumindlæg
Singapore faldt, men Sønder Felding holdt! - Om Sønder Felding-slaget d. 10 feb 1942.
Fra Ole Møller Jensens bog om besættelstiden og modstandskampen:

Det første møde i forbindelse med den omtalte nye kampagne (en hvervekampagne iværksat af DNSAP) på Herning-egnen skulle holdes den 10. februar 1942 i Sønder Felding, hvor man kun var oppe på at have fire medlemmer, men hvor der gik rygter om, at det fandtes flere sympatisører.

Om aftenen startede en halv snes lokale nazister under anførsel af den såkaldte sysselleder, husmand Anton Andersen, Borbjerg ved Holstebro, fra Herning mod Sønder Felding, men ved ankomsten viste det sig, at forsamlingshusets sal var optaget. Både pige- og karlegymnaster trænede ivrigt til den forårsopvisning, der snart forestod i Herning. Nazisterne, der jo var ivrige for sagen og gennem formanden havde fået tilsagn om at kunne leje forsamlingshuset 10. februar, krævede adgang til lokalet på det averterede modetidspunkt. Det ville gymnasterne ikke gå ind på; de forlangte tid til at gennemføre deres gymnastiktime.

Den efterfølgende forhandling brød snart sammen, og den episode, der siden har gået under betegnelsen »Sønder Felding-slaget«, udviklede sig hastigt og hårdt, da nazisterne i sluttet trop marcherede ind i salen. Her var omkring halvandet hundrede Sønder Feldingboere samlet, da alle ventede, at der ville ske noget i forsamlingshuset den aften — og det var først og fremmest disse forventningsfulde tilhørere, der tog affære. Nazisterne var talmæssigt underlegne, men til gengæld forsynet med gummislanger, der var forvandlet til frygtindgydende knipler, ja, nogle kaldte dem senere mordvåben. En enkelt medbragte en hundepisk, som han slog vildt omkring sig med.

Modparten måtte nøjes med de bare næver, men de sad til gengæld godt på dem, og de lod hele deres opsparede had til tyskernes danske medløbere få afløb i en regulær gen-embankning af deres modstandere. Fire nazister måtte i ambulance bringes til sygehuset i Herning med kæbebrud, hjernerystelse, brækket næse, ophovnede øjne o.s.v. Resten tog flugten fra Sønder Felding, så godt det nu lod sig gøre, til fods, i bil og i kane. En af dem betroede senere en nabo, at han den aften og nat — det foregik midt i den anden bidende kolde isvinter i træk — til fods havde tilbagelagt 20 km over snedækkede marker for at nå tilbage til sit hjem i Nørre Kollund. Ude på de offentlige veje turde han nemlig ikke vise sig.

Da de udensogns var fordrevet, lod gymnastiklederen sine folk træde an til den afsluttende march i salen, og den djærve sang, der nu lød ud i vinternatten, havde aldrig lydt stærkere i Sønder Felding Forsamlingshus. Bagefter ryddede man op ved at brænde nazisternes efterladte kasketter i kakkelovnen.

Men hvorfor havde politiet ikke været til stede og hindret, at det kom så vidt? Mange stillede det spørgsmål, men det blev aldrig besvaret offentligt. Ordenspolitiets leder, politiassistent A. Thomsen, havde på politimesterens vegne i praksis ansvaret for ro og orden, og han havde arrangeret en politiudrykning med deltagere fra både by- og landpoliti, da meget tydede på, at der ville blive ballade. Da planerne var lagt og mandskabet udtaget, faldt det Thomsen ind, at han lige ville underrette politimester Paul Hansen om udrykningen, selv om det ellers ikke var noget, han plejede. Men da Paul Hansen havde hørt på Thomsen, sagde han, at den udflugt kunne han godt aflyse. »Der er ingen grund til at passe de nazister op«. Og derved blev det.

Næste dag var rygtet om nazisternes ildemedfart nået ud over egnen, og nogle afte-ner efter kunne man i BBC høre om slaget. Det var første gang, der i engelsk radio på dansk blev givet meddelelse om modstand mod nazismen, ja, også i amerikansk radio blev det fortalt, hvad der var foregået i den lille danske landsby.

I de samme dage var japanerne gået i land på Malakka-halvøen, hvor de i en håndeven-ding fordrev englænderne fra den formodet uindtagelige flådebase Singapore. Det gav anledning til slagordet »Singapore faldt, men Sønder Felding holdt!«, altid udtalt med stor fryd i stemmen.

Tilføjelse:
Episoden er beskrevet mere indgående flere steder bla. i Ole Møller Jensens bog om besættelsestiden: "Den lange vej til glæden", hvorfra ovenstående uddrag er hentet.

Se evt. også: http://www.sitecenter.dk/wienberg-larsen/slagetisdrfelding/


Skrevet af feldborg d. 26/06/2005 12:270 Kommentar(er) · 11489 Fremvisninger - Udskriv
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.
Copyright © 2004 by a.f.
webmaster@dis-danmark.dk