 | Navigation | |
|
| Se indlæg | |
|
| Forfatter |
Beretning fra Vinding sogn søges |
Jette
Medlemmer
Antal indlæg: 69
Bopæl:
Tilmeldt: 18.03.06 |
| Lagt på d. 23/08/2006 15:32 |
|
|
Beretningen drejer sig om Jens Pedersen Vejvad f. 1646, som 13 årig bortført af tyske soldater til Brandenburg.
Han bliver gift i Tyskland, men vender som voksen tilbage til sognet.
Det er tilbagekomsten jeg engang læste om, men hvor?
Håber, at nogen ved det. Jeg har forgæves søgt via Google.
mvh
Jette Mejnertsen
4340 Tølløse
Samme indlæg er på Dis-Danmark |
     
|
| Forfatter |
RE: Beretning fra Vinding sogn søges |
Doris Thing Pedersen
Medlemmer
Antal indlæg: 51
Bopæl:
Tilmeldt: 04.07.05 |
| Lagt på d. 23/08/2006 17:14 |
|
|
Om Jens Pedersen Vejvad fortæller Esbern Jespersen i sin bog: "Kirker, Præster og Degne i Vinding-Vind":
"Peder Vejvads søn, Jens, som d. 27. december blev døbt her i Vinding Kirke, tog general Qvasts Regiment von Brandenburg bort på deres March her gennem sognet 3die Pinsedag 1659. Gud lod ham dog se sine Forældre igen, at de kunne endnu glæde sig over hans Velstand."
Således har præsten, sal. hr. Anders Hegelund, i kirkebogen skrevet om den borttagne dreng og intet videre, men hans ønske og bøn blev af Gud i nåde så vidt bønhørt, som denne sandfærdige tildragelse udviser. Denne var en vakker og yndig dreng i hans alders trettende år og røgtede sine forældres kvæg i Vejvad på marken; der tog rytterne denne dreng og tvende plage bort og drog til Møltrup i Timmering Sogn. Derpå tog hans ældste bror Peder efter dem og lod, ligesom han ville drage med dem til Brandenburg, men om natten hemmeligen tog han både drengen, sin broder, og tvende plage bort fra dem, hvorpå drengen løb til et sted, navnlig Feldborg, og forblev dér natten over; om anden dagen ville han have været ude i marken med hyrderne, for at kunnet siden retireret sig fra dem hjem, hvilket han ikke måtte for konen i huset, at han ej skulle blive taget bort igen, men da hun samme dag ville gå ud i marken til hyrderne, ville hun af forsigtighed forvare ham i lyngstakken og til samme ende overhyllede ham med lyng, hvilket tvende svenske (?) ryttere, som i samme kom ridende, så og forføjede sig til lyngstakken i forhåbning, at de skulle fundet en større skat. Da de fik drengen at se, førte de ham med sig til deres andre tropper, og den første dag bandt de ham til halen af hesten, indtil han kom her fra egnen, da han siden gik løs hos dem; hans ældste bror fulgtes med dem til Gullestrup i Hanning Sogn (Herning) for at ville være tjener hos daværende frue, hvor han fik en spand på armen og skulle om aftenen gå ud i sognet at samle mælk til fruen, derpå kastede han spanden fra sig og marcherede så hjem om natten. Siden den tid hørte de ikke til den yngste bror i 26 år. Undervejs solgte de, som først havde taget ham bort, den anden dag hannem for en lumpen rigsdaler, snart blev han solgt, snart blev han givet hen, ligesom han havde været et umælende kreatur. Endelig, da han i dette fremmede land var indkommen, blev han bortgivet for intet til en bonde, som han i 3 år tjente for bondearbejde ham at aflære. Derefter blev han foræret til en præst, navnlig hr. Anders Grav, hos hvilken han ved Guds forsyn blev forset sin hustru, som der i gårde tjente med ham; dog alligevel blev han ved at tjene præsten i nogle år, og konen sad imidlertid til huse. Og Gud lod ham vokse i sin elendigheds land, som der står om Josef gen. 41. Behagede det dernæst daværende kurfyrste at sætte hannem til en gård i sit land, hvor han boede indtil det 26. år fra hans borttagelse fra hjemmet af. Imidlertid blev de af Gud velsignet med tvende sønner. Den ældstes navn var Andreas (Anders), den yngstes Jokum.
Men som hans fædreneland randt ham stedse i tankerne, og han lystede at vide, om hans forældre og søskende endnu levede hjemme blev han med sin kone betænkt på, at han skulle rejse herhjem for at besøge dem og erfare hvers tilstand. Dog af frygt for, at han ikke skulle komme igen, turde konen ikke lade ham rejse bort på andre måder, end at hendes bror skulle følge med ham, hvilket og skete, og det første sted, de her i nærværelsen kom til, var Aulum Præstegård hvor hans bror Mikkel tjente præsten, sal. hr. Mads Buch, dog ham ubevidst. Imidlertid refererer broderen kortelig præsten, hvordan det var gået ham i alleting, og at han med denne sin kones bror vilde nu besøge forældre og søskende, om de levede. Præsten siger ham da straks, at hans yngste bror Mikkel var i hans tjeneste, kaldende derpå karlen ind spørgendes ham ad, om han kendte nogen af de to fremmede personer. Karlen svarede nej hertil. Broderen går derpå hen til denne sin yngste bror og på tysk med grædende tårer tiltaler ham, tager ham ved hånden så kærlig og siger sig at være den bror, som for 26 år siden blev borttaget. Præsten forklarer broderens ord for den anden bror og befaler denne hos ham tjenende bror at følge sin bror og hans kones bror hjem til deres fødested Vejvad. Hans bror gik derpå med dem fra Aulum, indtil de kom til Aulum Høje, da ville han prøve ham, om han var hans bror eller ikke og gik desårsag med vejen ad Horslund; men hans broder Jens med sin svoger gik den nærmeste vej ad Vejvad og sagde til den anden bror: "Bruder, du wollst mich beluchen!"
Da de kom til hans fødegård, hvor de havde en hund, da han blev borttagen, som de kaldte Vægter, hvilket havde en udhulet sten uden for salset, så stak han med sin kæp ned i samme sted og sagde: "Das ist Wægter sein Fatt".
Han kom da forsildig hjem i henseende til hans salige forældre, begge var ham af døden forekomne og finge de på ingen af siderne den fornøjelse at se hverandre i dette timelige, men alle hans syv brødre fandt han for sig her i landet i live og ved god velstand, hvor han kom til dem og forblev hos dem i 7 uger. Disse kære brødre persvaderede ham til, at han skulle forlade Brandenburg og flytte her hjem til dem, hvilket han og sikkerlig lovede, såfremt det kunne ske med kurfyrstens tilladelse og hans hustrus minde og samtykke.
Da han kom til Brandenburg og ansøgte om sin demission, havde det ikke sket, hvis ikke kurfyrstens frues moder havde bedet ham løs, thi hun havde selv en bror der ligeledes var blevet taget bort i fjendetiden og spurgte aldrig siden til ham, hvorfor hun var desmere medynksom over ham og ville, at han skulle rejse til sit fædreneland, eftersom han var taget bort af fjenden. Derpå blev han løsgiven på condition, at han skulle skaffe en anden karl til gården, hvilken han fik efter 14 dages forløb; samme karl måtte han give 100 rigsdaler, inden han ville tage imod gården.
Derpå holdt han auktion over hans gods, og samme karl førte ham på rejsen 4 mil derfra til en købstad, navnlig Ratenau, derfra arriverede han til skibs til Hamburg, fra Hamburg til Hjerting, hvorfra han gik hjem til sit fødested Vejvad kaldet. Derpå lånte hans brødre ham heste og vogn til at hente hans kone, børn og gods fra Jetting. Da han derpå kom hjem med alt, købte han den fjerdepart af Reving af en bonde, som da beboede den, for 100 rdlr. Dette var da ryttergods, men siden, da ryttergodset blev solgt til sign. Niels Ibsen på Tvis Kloster, forsømte han at gøre ansøgning om de 100 rdlr., hvorfor han kom under husbonds sold og døde i Revingegård. Min salig far prædikede over ham 1722 den 2. februar an. æt. 75 og 1 mens (75 år og 1 md.). 1703 dom. septuagesima blev denne sal. Mands brandenburgske hustru Anna Christina Ertmandsdatter (?) Skøt begravet her i Vinding Kirkegård anno ætat. 55 (d.e. 55 år gl.). sal. hr. Hans Mariager prædikede over hende.
Den ældste søn Andreas (Anders) fik gården efter sin far og har efterladt sig en søn, navnlig Jens (Andersen) Andreassen, som endnu lever og bor i Vognstrup her i sognet og er en fæstebonde på Tviskloster Gods. Den yngste søn, Jokum Jensen, kom til at bo i Gammel Vind udi Vind Sogn og har en søn Jørgen, som endnu er i live og bebor min annekspræstegård, Schougård kaldet. De andre børn, som den salig mands sønner havde, ere ved døden afgangne. Denne bemeldte gamle Jens Pedersen Reving har endnu en brodersøn levende her i sognet, navnlig Peder Christensen Hegaard, som er tilhuse i Fuglager hus, han er fattig og meget affældig og bliver 85 år gammel den 29. juli 1756 (samme år, som præsten skriver (?) E.J.). Han tillige med ældgamle folk har ikke noksom kunnet fortælle, hvilken glæde der kom i gårde til brødre og venner med den salig mands hjemkomst her til landet og sognet, efterdi han, der hver før mente at være forlængst død, befandtes efter 26 års forløb levende".
Han er en af mine aner, derfor kender jeg historien.
Venlig hilsen
Doris |
|
| Forfatter |
RE: Beretning fra Vinding sogn søges |
Jette
Medlemmer
Antal indlæg: 69
Bopæl:
Tilmeldt: 18.03.06 |
| Lagt på d. 23/08/2006 19:22 |
|
|
Kære Doris.
Tak for hjæpen.
Jeg fik også svar på Dis- Danmark. Af det har jeg lært kun at søge et sted. Det andet ulejliger for mange.
mvh Jette |
|
|
| | | | |
|
