Sidsel Sjællænder
Da Sidsel Sjællænder i 1847 som fattig enke slog sig ned i
Lundgårde i Gjellerup sogn, var der ikke meget der tydede på, at hun skulle få
et navn i eftertidens danske folkeviselitteratur.
Heller ikke ved hendes fødsel anedes noget stort. Tjørring
kirkebog meddeler kort under uægte fødte børn:
”1793 d. 29de Nov. hiemmedøbt Maren
Christensdt. Hesselberg i Østergd. i Tjørring hendes uægte Barn, blev kaldet Zidsel. Barnets Fader blev angivet at være Jens Podemester, hendes Medtiener paa Møltrup, hvor Besvangrelsen og er sket”
Forældrene og deres
slægt
Hans Ellekilde fra Dansk Folkemindesamling mener, at Jens
Podemester er identisk med sønnen i Østergaard, Jens
Thomsen(1762-1840), hvis moder hed Sidsel Jensdatter, som Sidsel Sjællænder så
skulle være kaldt op efter. Jens Thomsen var ud af Hagelskjær-slægten. Han blev gårdmand i Holing og gift med Karen Jensdatter, også deres ældste
datter fik navnet Sidsel.
Sidsel Sjællænders moder, Maren Christensdatter Hesselbjerg, var
født i Tjørring i 1767. Om hendes forældre kan der ikke oplyses meget. Faderen
Christen Pedersen Hesselbjerg stammer formodentlig fra
Hesselbjerg i Ikast, her får Peder Christensen og
hustru Margrethe Christensdatter af Hesselbjerg den 22. maj 1729 døbt en søn ved navn Christen,
og mon ikke det skulle være ham.
Ellers kender vi ikke noget til ham, før han i 1766 dukker op
i Trælund i Tjørring sogn. Her bliver han de 1.10.1766
viet til Esther Pedersdatter, der nok på det tidspunkt
har tjent i Trælund. Hun var ellers fra Linå i Sunds,
hvor forældrene Inger og Peder Herning var bosat, de var formodentlig
fæstebønder.
Den første tid bliver Christen Hesselbjerg og Esther Pedersdatter
boende i Trælund, hvor Maren kommer til verden først
på året 1767, hun bliver døbt i Tjørring kirke den 22. februar, og blandt
fadderne er Esther fader og søskende samt en pige og en kone fra Trælund, men ingen af Christen Hesselbjergs familie.
Også det
næste barn, datteren Mette Kirstine, kommer til verden i Trælund i 1769, hvorimod de to yngste børn, Peder i 1774 og
Inger i 1774, bliver født i Sivebæk i Tjørring. Ved datteren Ingers død i 1853
oplyses, at Christen var husmand.
Tilsyneladende
er de senere flyttet fra sognet, idet Christen Pedersen dør inden 1787, men ikke
er registreret som død i Tjørring. Måske er han død i 1781, da en enke ved navn
Esther Pedersdatter den 29.7.1781 får døbt en
datter Christiana i Sunds sogn - det kunne være
Christens enke, der så har opkaldt datteren efter ham, og det er vel ikke
utænkeligt, at hun er vendt tilbage til fødesognet, men bevises kan det ikke
(heller ikke i Sunds sogn er Christen Pedersens død registreret).
Ligeledes
får en enke, Esther i Kiergaard, sin datter Maren
Christensdatter konfirmeret i Sunds i 1784, men samme
år optræder Esther i Sivebæk som fadder i Tjørring sogn, så måske har hun
opholdt sig her hele tiden.
I 1787
bor hun hos Peder Gadgaard i Tjørring sammen med
datteren Inger, hun er da enke efter 1. ægteskab og lever som almisselem. I 1801 bor hun hos selvejeren Hans Jensen
Østergaard i Tjørring by. Hun omtales nu ikke længere som almisselem, men bor her sammen med sønnen Peder, der er
landsoldat.
Esther
Pedersdatter døde som indsidder hos Niels Særkjær i Tjørring by og blev begravet den 10.1.1802 på
Tjørring kirkegård. Den 8. februar blev der holdt registreringsforretning
over hendes få efterladenskaber, der blev vurderet til godt 7 rdl., og ved skiftets endelige afslutning den 13.3.1802 blev
de overladt til sønnen Peder, der havde bekostet moderens begravelse med 7 rdl., dog fik hans umyndige søster, Inger, moderens
seng.
Sidsels barndom
Omkring
1795/1796 rejser Maren Hesselbjerg til København for
at blive uddannet på jordemoderskolen. Det må formodes, at Sidsel bliver hjemme
hos mormoderen i Tjørring, og meget tyder på, at hun her har hørt en masse af de
folkeviser og eventyr, hun senere skulle viderebringe til eftertiden. I hvert
fald skriver Hans Ellekilde i 1956, at vi ”desværre ikke ved nøjagtigt, hvor
Sidsel har lært sine viser og æventyr… Mest tilbøjelig
er jeg til at tro, at Sidsels overlevering stammer fra Sunds sogn… for der synes
at være ret nær berøring mellem Sidsels og den ypperlige Sunds-sangerinde Ane
Povlsdatter i Tværmoses viseoverlevering.” Og Hans
Ellekilde vidste på det tidspunkt ikke, at mormoderen stammede fra Sunds.
I
september 1797 får Maren Hesselbjerg sin eksamen fra
jordemoderskolen og i samme måned bliver hun i København gift med Lars Madsen
(Sjællænder). De rejser kort efter til Tjørring, hvor datteren Ane bliver født i
1798, derefter til Snejbjerg, hvor Mads og Esther Christine bliver født i
henholdsvis 1800 og 1802, og endelig til Herning, hvor sønnerne Christen og
Anders fødes 1805 og 1807.
Formodentlig
er Sidsel kommet hjem til moderen og stedfaderen, da de vendte tilbage til
Jylland, men da familien tilsyneladende er glemt i folketællingen 1801, kan det
ikke påvises.
Hans
Ellekilde mener, at hun i perioden 1898-1815 det meste af tiden har opholdt sig
hjemme hos stedfaderen, siden hun har arvet hans tilnavn, Sjællænder.
Ægteskab
Den 10. november 1815 viedes i Herning kirke ungkarl Anders
Jensen, 29 år, tjenestekarl i Herningby, og pigen
Sidsel Jensdatter, 21 år, hjemme hos sin fader i Herningby. Forlovere var sognefogeden Peder Møller og Jens
Møller ved Herning kirke.
Anders Jensen blev døbt i Herning den 19. feb. 1786 som søn
af Jens Svendsen og hustru Birthe Andersdatter. I 1807
blev han soldat ved andet jyske regiment, og her var han endnu i 1813.
Efter vielsen kommer de til Snejbjerg, hvor datteren Birthe
Marie bliver født i 1816. Senere bliver de husmandsfolk i Herning By, hvor de
får endnu 5 børn, Jens i 1820, Maren i 1824, Mette Kirstine i 1829 og Lars i
1835.
Derefter avancer Anders Jensen til at blive gårdmand i Lind,
hvor han er i 1840, men det bliver en kort fornøjelse, for han dør allerede den
23. maj 1842 i en alder af 56 år. Endnu i 1845 sidder Sidsel ved gården med 4
hjemmeboende børn, kun den ældste datter er gift og flyttet fra hjemmet. Men i
maj 1845 dør den ældste søn, Jens, af tæring. Den yngste, Lars, er da kun 10 år
gammel. 2 år senere må hun give op, og den 1. maj 1847 flytter hun så til
Lundgårde i Gjellerup sogn, velsagtens fordi den ældste datter bor i dette
sogn.
Tiden i
Gjellerup
Havde vi kun haft de officielle kilder, kirkebøger og
folketællinger, havde der ikke være meget at berette om
Sidsel Sjællænders liv i Gjellerup. Efter folketællingernes oplysning ernærer
hun sig ved uldbinding.
I 1852 bliver datteren Maren gift med Niels Pedersen, der
bliver husmand i Bjødstrup, senere i Birk, og ender
som slagter i Herning.
I 1857 mister hun sin yngste datter Mette Kirstine, der døde
efter kun 1½ års ægteskab med Jacob Christensensen i
Vasehusene.
Den yngste søn bliver gift og slår sig ned i Vasehusene, han boede endnu i 1860 hjemme hos Sidsel.
I slutningen af 1860erne flytter Sidsel ind hos den ældste
datter og hendes mand Clemmen i Birk, og her dør hun
som almisselem den 17. januar 1871, hun bliver
begravet på Gjellerup kirkegård den 22. januar.
Evald Tang Kristensens
beretninger om Sidsel
Heldigvis flyttede folkemindesamleren Evald Tang Kristensen
(1843-1929) til Gjellerup i 1866, da han blev ansat som lærer og kirkesanger ved
Gjellerup kirke.
Han var allerede da meget optaget af indsamlingen af
folkeminder, og i den forbindelse besøgte han i 1868-1869 adskillige gange
Sidsel, som han flere gange har skrevet om:
I fortalen til Jydske Folkeminger I. 1871. Side XI:
”Nr. 1. Sidsel Jensdatter. Hendes Fader var fra
Sjælland, hvorfor hun i daglig Tale kaldtes Sidsel Sællænder. Men Moderen var fra Herning, og af hende har hun
vel lært sine fleste Viser. Da jeg fik dem, boede hun i Lundgaard, Gjellerup
Sogn, i et lille Hus, der havde været hendes eget, men nu var Fattigvæsenets.
Det var faldefærdigt, og dog kunde hun ikke med det gode skilles fra det. I
hendes lille Kammer, hvor der knap var Plads til at vende sig ved siden af
Kakkelovnen, der bestod af en sammenrullet Jærnplade,
som hun selv havde muret ind i Væggen, har jeg siddet mange Aftener og levet mig
ind i de svundne Tider. Da Huset faldt ned om hende, blev hun saa Syg, at Sognet maatte tinge
hende i Kost hos en Datter i Birk, Gjellerup Sogn, og her døde hun for et Par
Uger siden, 81 aar gammel.”
Senere i efterskriften til Jydske
Folkeminder XI s. 327:
”Gamle Sidsel, med tilnavn Sællænder, var opfødt i egnen. Hendes fader var fra Sælland og kaldtes til daglig Lars Sællænder, men fra moderen havde hun sine overleveringer…
Jeg mærkede snart, at livet havde taget hårde tag i hende, også mens manden
levede, og at det nu var dobbelt hårdt. Samtidig kunde der komme noget
forunderligt blidt frem. Det var vel barndomsminderne, der da herskede over de
andre mørke punkter i hendes liv, og for visse øjeblikke kunde få hende til at
glemme alt det tunge og knugende. Man havde ymtet om, at hun ikke havde levet
godt med sin mand, men det omtalte hun ikke eller rørte ved til mig, og jeg
spurgte hende ikke ud om hendes hjærtes hemmeligheder.
Dertil var jeg for ung, hun var jo min første egentlige kilde – og for uerfaren,
men glad var jeg ved, at hun så uforbeholdent, så gladelig gav til bedste, hvad
hun kunde.”
(Det bemærkes, at de biografiske oplysninger ikke er helt
korrekte: det er stedfaderen, der er fra Sjælland, moderen er ikke fra Herning,
men fra Tjørring, og Sidsel blev ikke 81, men kun 77 år)
Endelig i Minder og Oplevelser, bd. II, 1924:
”Nu bestemte jeg mig til at opsøge Sidsel Sællænder, som flere anbefalede mig. Hun skulde have en
aldeles udmærket Hukommelse og skulde kunne mange gamle Viser. Det lille Hus,
hun boede i, laa for sig selv noget fra Vejen.
Lundgaard, der sikkert oprindelig, hvad Navnet jo tydede paa, havde været en samlet større Gaard og efter Sagnet en Herregaard, bestod nu af 4 større Bøndergaarde. Imellem de to vestligste, Peder Eriksens og
Dynes Graversens, der laa tæt sammen, og de to
østligste, der laa noget mere spredt, var en Dam, som
jeg skulde forbi, og saa laa
Huset lidt sydøst for Peder Eriksens Gaard. Det var et
elendigt, helt faldefærdigt Hus, og jeg havde saa godt
som aldrig før set saadan en Rønne. Der var en Smule
Have rundt omkring, men den kunde ikke rumme ret mange Køkkenurter. Man kom
først ind i et lille bitte Tørvehus, der tillige var
Forstue, og saa til venstre ind i en lille bitte Stue
med to smaa Døre paa den
modsatte Side. Den ene førte ud til et lille bitte Køkken, og den anden ind til
et lille bitte Sovekammer, hvor der stod en Seng, og noget, der skulde
forestille en Kakkelovn. Det var en noget krumbøjet Jærnplade med den runde Side ind imod Kammeret. Den stod
paa en Lerfod, som hun selv havde klistret op, og
ovenpaa den laa Ler, der
hvilede paa noget Jærnstænger. Det hele saa yderest primitivt ud, og jeg havde aldrig før set saadan en Kakkelovn. Aabningen
vendte ud imod Køkkenet, og derfra fyredes ind i den ligesom i en anden
Bilægger. Husets Grundtegning var saadan:
1. Tørvehus og Forstue. 2. Stue. 3. Køkken. 4. Kammer. a. Seng uden Sengeklæder. b. Skorsten. c. Sengested. d. Bord. e. Kakkelovn.
I Sengen a stod blot noget Skrammel paa Sengebunden, en gammel Rok, Garnvinde o. s. v. Der var
en lille Smule Have ogsaa syd for Huset. Inde i
Kammeret var der en et lille bitte Vindue, jeg tror med to smaa Ruder… Sidsel var en ret høj Skikkelse, noget knoklet
og med et karakteristisk Ansigt. Hun var ikke vanskelig at komme i Tale, og da
jeg først havde vundet hendes Fortrolighed, blev vi de bedste Venner af Verden.
Hun elskede de gamle Viser, var et poetisk Gemyt og kunde, naar hun sang, gaa helt op i det.
Det var altsaa ligefrem en Nydelse for mig at sidde og
høre hende synge. Stemmen var endnu helt kraftig, og hun kunde meget godt fastholde Tonen. Uøvet, som jeg endnu var i at sætte Toner
op, var jeg hende meget taknemmelig for hendes store Udholdenhed. Hun blev
aldrig træt af at synge eller viste nogen Utaalmodighed, saa jeg jo maatte være særdeles glad for den Skole, jeg kom til at
gaa i der i det lille faldefærdige Hus. Nu skal det
heller ikke nægtes eller lades ude af Betragtning, at hun ogsaa havde Glæde og Ro af mig. Jeg sad der jo mange Aftener
i Februar og Marts, og hendes gamle Minder levede op i
hende igjen. Denne enlige gamle Kvinde med den rige
Følelse og det poetiske Sind kunde gjærne føle sig trykket af Ensomhed. Hun havde vel for Sædvane
jævnlig at gaa om i Nabogaarden for at forslaa Tiden,
men dette var dog mere rosomt for hende. Der var ogsaa noget usædvanligt i, at Sognets Degn saa tit søgte ind i den faldefærdige Hytte og tilbragte
mange Timer der, men gik forbi de store velbyggede Gaarde med den større Hygge.
For øvrigt var hendes Omgangskreds ikke stor, som man nok kan tænke, da der i
Grunden ingen Smaafolk var i Nærheden, som kunde passe
for hende. Den eneste skulde være Søren Dato, der boede oppe ved Vejen i et
andet lille Hus, men han var Tunghør, og det var ogsaa
ensomme Folk. Sidsel var ikke missionsvenlig og kom ikke til disse Mennesker.
Missionsfolkene kunde heller ikke godt finde sig i, at
jeg gik til hende, de ansaa det for under min
Værdighed, men det anfægtede jo ikke mig, jeg gik min Gang og tilbragte mange
fornøjelige Læretimer inde i dette elendige Hus, der knap egnede sig til
menneskelig Beboelse. Sin afdøde Mand og sine Familieforhold overhovedet talte
hun aldrig om; vi talte i det hele aldrig om andet, end hvad der angik
Folkeminderne. Heller ikke gav hun sig af med at snakke om Folk. Den eneste
Smule Bitterhed, der kunde spores i hendes Tale, var, naar hun talte om Missionsfolkene og deres Fordømmelse af,
at hun holdt paa sine gamle Minder og gjærne vilde synge gamle Viser, og jeg kan ikke nægte, at
jeg styrkede hende i disse Udtalelser og kaldte dem rigtige. Jeg blev ved at
besøge Sidsel saa, tit, som jeg kunde faa Aftener til min Raadighed, og
da sad Ane jo ene hjemme, og det var sikkert ikke helt morsomt. Jeg havde jo
jævnlig min Fiolin med mig henne hos Sidsel, og der
har sagtens af og til staaet en nysgjerrig fra Gaardene der
udenfor og lyttet efter, hvad vi to bedrev der inde. Hun havde efter sit eget
Udsagn undertiden givet sig lidt af med at forfatte Gravvers og
Lykønskningsvers, men deri var hun for længst bleven overfløjet af gamle Maren
Østergaard i Gjellerup-By, der var en Digter om en
Hals, og hun havde den store Fordel, at Hendes Søn Ole Frølund kunde prænte dem og
indfatte dem i kjønne tegnede Rammer.”
Folkeminderne
Under sine besøg hos Sidsel i 1868 og 1869 lykkedes det Evald
Tang Kristensen at få optegnet ikke mindre end 70 folkeviser og melodier foruden
nogle folkesagn og folkeeventyr.
Blandt viserne kan nævnes Elverhøj, Elverskud, Ungen Svejdal og Moderen under Mulde,
hvor hun ikke blot synger efter forlægget, men selv digter til.
Hans Ellekilde giver hende dette skudsmål:
”Sidsel Jensdatter lever så stærk med i sin visesang, at hun
bliver, man kan næsten sige selvstændig visedigter. Sidsel er ikke helt let at
have med at gøre for den lærde danske viseforskning, som tager afstand fra
hendes mange nydannelser. Ikke blot i den overlevering, der tager sit udspring i
trykte tekster af de store viseudgivere Anders Sørensen Vedel og Peder Syv og de
ikke helt sjældne flyvebladstekster, men selvfølgelig også i den mundtlige
overlevering…
Hvorledes har mon denne ældre mundtlige overlevering lydt,
før Sidsel tog den under sin, det kan vi være sikker på, stærkt omformede
digteriske behandling?
Hun er i virkeligheden selv adelsvisedigter og ingenlunde
platfodet udvandingsdigter, nej fuldblods romantiker og svoren elsker af den
gamle herlige fra fædrene og mødrene nedarvede middelalderlige
adelsvisedigtning. For Evald Tang Kristensen har hun været den store inspirator
og muse… Hun blev den store oplevelse i hans folkeviseindsamling… Hun gav ham
den store lyst til at indsamle og optegne og vel også til at udgive, som fulgte
ham hele hans dådrige liv.”
Kilder:
Hans Ellekilde: Sidsel Jensdatter. Artikel i Hardsyssels
Årbog 1956, side 150-183.
Evald Tang Kristensen: Jydske
Folkeminder bind I og XI.
Evald Tang Kristensen: Minder og Oplevelser. Bind II,
1924. Side 49-53.
H. Grüner Nielsen: Folkeviser
fra Hardsyssel. Artikel i Hardsyssels Aarbog 1934.
Side 1-27
Ringkøbing Amts Skifteprotokol, bd. IX (B8-1097), side
31-32.
Diverse kirkebøger og
folketællinger.
Familieoversigt:
------------------------------------------------------------------------------
Hustru: Sidsel Jensdatter
------------------------------------------------------------------------------
Født: 1793
i Østergaard i Tjørring sogn
Døbt: 29.11.1793
i Tjørring kirke
Død: 17.01.1871
i Birk i Gjellerup sogn
Begravet: 22.01.1871
på Gjellerup kirkegård
Far: Jens Thomsen
Mor: Maren Christensdatter Hesselbjerg
------------------------------------------------------------------------------
Mand: Anders Jensen
Gift: 10.11.1815
i Herning kirke
------------------------------------------------------------------------------
Født: 1786
i Herning sogn
Døbt: 19.02.1786
i Herning
Død: 23.05.1842
i Lind i Rind sogn
Far:
Jens Svendsen
Mor: Birthe Andersdatter
Indsidder i Fonvad i Snejbjerg
1816. hmd. (1820)-40 Herning, gmd. 1840-42 Lind.
------------------------------------------------------------------------------
K Barn 1: Birthe
Marie Andersdatter
Født: 05.06.1816
i Fonvad i Snejbjerg sogn
Døbt: 05.06.1816
i hjemmet
Død: 04.11.1899
i Birk i Gjellerup sogn
Begravet:
12.10.1899
i Gjellerup
Ægtefælle Clemmen Christensen født 1811 død 08.12.1897
------------------------------------------------------------------------------
M Barn 2:
Jens
Andersen
Født: 09.01.1820
i Herning
Døbt: 12.01.1820
i hjemmet
Død: 23.05.1845
i Lind i Rind sogn
Begravet: 01.06.1845
i Rind
Døde af langvarig tæring.
------------------------------------------------------------------------------
K Barn 3: Maren
Andersdatter
Født: 06.06.1824
i Herning
Døbt: 06.07.1824
i hjemmet
Ægtefælle Niels
Pedersen
født ca. 1824 død før
1877
Gift: 22.10.1852
i Gjellerup kirke
Ægtefælle Ole
Møller Jensen
født ca. 1830
Gift: 23.02.1877
i Herning kirke
------------------------------------------------------------------------------
K Barn 4: Mette
Kirstine Andersdatter
Født: 10.04.1829
i Herning
Død: 28.07.1857
i Vasehusene i Gjellerup sogn
Begravet: 03.08.1857
i Gjellerup
Ægtefælle Jacob
Christensen
født ca. 1824
Gift: 25.01.1856
i Gjellerup kirke
------------------------------------------------------------------------------
M Barn 5: Lars
Andersen
Født: 16.10.1835
i Herning
Ægtefælle Karen
Christine Jensen
født 1849
1870 i Vasehuse i Gjellerup
sogn.
-----------------------------------------------------------------------------